5 tips til at få indført GPS tracking i bilerne

Mange virksomheder kan driftsmæssigt og økonomisk få stor gavn af at indføre GPS tracking i deres firmabiler. Det kaldes flådestyring og kan både forbedre den daglige opgaveløsning, hjælpe med dokumentation af medarbejdernes tidsforbrug hos kunder og mindske forbruget af brændstof, hvilket både gavner virksomhedens økonomi og miljøet. Problemet nogle steder kan imidlertid være medarbejdernes reaktion på GPS tracking. De ser det som overvågning af dem personligt og deres arbejdsindsats. Den modstand kan man som virksomhed dog gøre rigtig meget for at mindske, hvis man griber det rigtigt an. Læs med og få fem gode tips til, hvordan GPS tracking kan implementeres uden mistro og skepsis.

Øg implementeringens succesrate

Nogle virksomhedsejere og ledere frygter at blive mødt med mistro og utilfredshed, hvis de ønsker at indføre GPS trackere i deres firmabiler. Langt de fleste medarbejdere vil nok også umiddelbart reagere negativt på at få at vide, at chefen nu kan følge med i alt, hvad de gør i løbet af en arbejdsdag – hvor de helt præcist er, hvor længe de er der og, om de kommer til at tage en lille omvej. Det kan meget hurtigt opleves som en uønsket overvågning af deres arbejde og dem selv. Fra nogenlunde selv at kunne administrere deres tid til pludselig at skulle stå til regnskab for hvert minut kan føles som noget nær et overgreb på deres personlige frihed. For at opnå en succesfuld implementering af GPS trackere i firmabiler er det derfor en god ide, at lægge en strategi for implementeringen.

Ved at følge de fem følgende tips øges implementeringens succesrate betydeligt:

  • 1. Et højt informationsniveau

    For at forhindre, at medarbejderne føler, at implementeringen af GPS trackere i firmabilerne drejer sig om overvågning af deres person, er det vigtigt, at der er en høj grad af information fra ledelsens side. Medarbejderne skal have klart og tydeligt at vide, hvorfor virksomheden vælger at indføre GPS trackere i deres firmabiler. For at det er tilladt at overvåge medarbejdere, skal der være en driftsmæssig grund. Det skal være fordi det vil gavne virksomheden økonomisk. Sørg for at medarbejderne forstår de klare fordele der er, så de kan se at formålet ikke er at overvåge dem, men at understøtte virksomhedens vækst, økonomi, mv.

  • 2. Hvad bruges dataene til?

    Det er også vigtigt at virksomheden har lagt helt klare retningslinjer for, hvordan de data, der indsamles via GPS trackerne benyttes. Hvad må de bruges til og, hvad må de ikke bruges til. Det vil skabe tryghed blandt medarbejderne at vide, at dataene behandles seriøst og ikke bare kan bruges i flæng.

  • 3. Inddrag medarbejderne

    I forbindelse med at fastsætte retningslinjerne for brugen af data er det en rigtig god ide at inddrage medarbejderne. Det kan for eksempel gøres ved at oprette et medarbejderudvalg, der deltager i udarbejdelsen af retningslinjerne. Det er rigtig vigtigt, at medarbejderne ikke føler, at tingene sker hen over hovedet på dem. Når de føler, at de bliver hørt og har indflydelse på, hvordan de indsamlede data må benyttes, vil de automatisk få en mere positiv indstilling til implementeringen.

  • 4. Hvem har adgang til data

    En anden vigtig ting er at beslutte hvilke medarbejdere, der har adgang til de data, der indsamles. Det skaber ligeledes tryghed i medarbejdergruppen at vide, hvem det er, der håndterer den indsamlede data. Det kan være en god ide at lave en regel om, at en medarbejder altid skal have at vide, hvis der skal hentes data frem om vedkommende fra systemets historik.

  • 5. Medarbejdernes fordele

    Ikke mindst er det naturligvis vigtigt, at I som ledelse får formidlet til medarbejderne, at der også ligger helt klare fordele for dem i brugen af GPS trackere. Ved tvivlsspørgsmål kan det for eksempel komme dem til gode, at der hurtigt kan hentes data frem om, hvor længe de har været hos en kunde eller lignende. Det er ikke længere kun deres ord mod kundens. Dataene taler deres sag.